Pressemeddelelse marts 2011 - Jokeren fyrer den af med 100 musikskoleelever i Kolding

PRESSEMEDDELELSE
Kolding Storcenter
Maj 2011

Jokeren fyrer den af med 100 musikskoleelever i Kolding

Den anerkendte rapper Jokeren indtager for første gang storcenter-scenen, når Kolding Storcenter den 7. maj byder på koncert med rapperens største hits. Han bakkes op af 100 musikskoleelever, der har ligget i skarp musiktræning hele året.

Der er lagt op til fede beats og håndtegn i luften, når Jokeren lørdag den 7. maj gæster Kolding Storcenter med hits som "Spændt op til lir" og "Havnen". Den kendte rapper bakkes op af et kor og orkester bestående af 100 musikalske børn og unge fra Trekantområdet, hvilket sikrer en koncert ud over det sædvanlige.

"Jokeren er Danmarks største rapper, så vi er utroligt glade for at kunne byde ham velkommen i centret. Vi glæder os til at invitere kunderne til en sjov lørdag i centret. Samtidig er jeg sikker på, at musikskoleeleverne får en enestående oplevelse, når de bakker rapperen op med kor og musik," fortæller centerchef i Kolding Storcenter, Gitte Lindbo.

Træning med Jokeren
Jokerens 100-mand store akkompagnement er udvalgt blandt børn og unge fra Trekantområ-dets seks musikskoler i Kolding, Vejle, Fredericia, Middelfart, Vejen og Billund. Forud for kon-certen i Kolding Storcenter har eleverne trænet intenst i selskab med rapperen og instrumenter som guitarer, violiner og trompeter.

Hele året er de musikalske unge mødtes på en række talentworkshops, der kulminerede i star-ten af april med en talentlejrskole i Vejle. Her øvede musikskoleeleverne Jokerens sange hele weekenden under kyndig vejledning af rapperen selv og 12 musikskolelærere.

Store forventninger til koncert
Koncerten med Jokeren er en af de største i Kolding Storcenters historie, og det sydjyske shoppingcenter forventer flere tusinde besøgende til arrangementet. Samtidig byder centret på endnu flere store oplevelser og sjove arrangementer i løbet af året.

"Vi har især et skarpt fokus på kvinderne, og derfor arrangerer vi i år en række arrangementer med et feminint islæt, eksempelvis en aften i Coco Chanels univers. Derudover er der selvfølgelig plads til hele familien med kommende arrangementer som street-fodboldturnering, late night shopping og Cirkus Arena," fortæller Gitte Lindbo.

Pressen er velkommen til Jokeren-koncerten, der starter den 7. maj kl. 13 og foregår på Store Torv i Kolding Storcenter. Læs mere på www.koldingstorcenter.dk.



Yderligere oplysninger
Centerchef Gitte Lindbo, Kolding Storcenter: 21 71 59 15 / gl@koldingstorcenter.dk.